|
|
DKUUG forudsér kaotiske tilstande og meget forhøjede priser omkring dk-domænet
|
|
|
|
|
|
|
Unix-brugerforeningen DKUUG forudsér administrativt kaos for mange hundretusinde danske indhavere af .dk domæner, og stærkt forhøjede priser på dk-domæner. DKUUG, som oprettede dk-domænet i 1987, opfordrer IT- og Telestyrelsen til at genoverveje deres beslutning om at lade dotDK overtage driften af dk-domænet, idet vi bemærker os, at der er manglende opbakning i internetsamfundet om denne ordning.
IT- og Telestyrelsen har gennemført en udbudsforretning om driften af dk-domænet, og bestemt at driften fremover skal varetages af en nystiftet dansk forening, dotDK, som vil bruge det irske selskab Afilias til den operationelle drift. Afilias er internationalt, og driver i forvejen bl.a domænerne .org og .info og det indiske .in topniveaudomæne. Afilias benytter en forhandlermodel til dette, hvorimod den nuværende administrator dk-hostmaster, varetager kundehenvendelserne selv, især vedrørende fornyelser af domænerne.
Dk-hostmaster har kørt denne tjeneste siden 1999, på vegne af foreningen DIFO, og der er i dag ca 1 million danske domæner, med cirka 650.000 unikke betalere. Hvert dansk domæne koster 45 kr. inkl. moms. dk-domænet er et af de største, og relativt i forhold til landets størrelse et af de allerstørste i verden. Man kan sige at den hidtidige drift af dk-domænet har været en stor succes, og en af grundene til at Danmark er så godt med mht internettet, som er grundlaget for dagens informationssamfund.
Stort prishop kan forudses
Hvis man ser på priserne på andre domæner, fx .com, eller .org, eller priserne på norske og svenske domæner, som også har en forhandlermodel, så ligger de typisk mellem 100 og 400 kr ved årlig fornyelse. Det kan også forventes, at priserne på danske domæner kommer op på dette niveau. Og dette uden at der fås mere for pengene for forbrugeren, ja faktisk indføres der blot et ekstra unødigt led, der kan være årsag til en række problemer for forbrugeren. Og alt dette blot for at nogle forhandlere kan tjene nogen penge på noget der ikke giver merværdi for forbrugeren.
Kaos for 1.000.000 danske domæner
I dag er der ca 1.000.000 danske domæner, fordelt på 650.000 unikke betalende. Alle disse mange mennesker skal i løbet af et halvt års tid, inden overgangen i februar 2009 have fundet en ny leverandør af betaling af domænenavnet, idet dk-hostmaster opører med at eksistere, og dotDK ikke bare vil overtage domænerne. Det kan forudses at det vil gå galt for mange domæner. Så vi forudser at dansk internet får store problemer i begyndelsen af næste år, og der er risiko at dele af dansk erhvervsliv oplever store uregelmæssigheder med deres internetløsninger, siger DKUUGs næstformand Keld Simonsen. Keld Simonsen forudser at Danmark på længere sigt kommer ned på niveau med andre skandinaviske lande, fx har Norge blot ca. 400.000 registrerede domæner.
Ekstra bryderier og muligheder for fejl
Det ekstra forhandlerniveau er unødvendigt - det har de mange års drift hos dk-hostmaster vist. Hvis man ønsker yderligere service, kan man under den nuværende ordning købe sig til det. For mange vil det obligatoriske ekstra forhandlerled blot betyde en ekstra kilde til fejl. Disse kan være mangeartede, såsom email der går galt, betalinger der går galt, fejlagtige fakturaer, ansvarsfordeling, rettigheder til domænet, forsøg fra en forhandler på at forhale eller blokere flytning, mm.
Det forekommer derfor DKUUG at den nuværende model er såvel konceptuelt som praktisk overlegen.
Baggrund for anbefalingerne
DKUUG kommer med denne advarsel på baggrund af at vi interesserer os indgående for det danske internets ve og vel. Det var forløberen for DKUUG der startede det danske internet i 1983, og DKUUG oprettede dk-domænet i 1987, og drev dette indtil 1996. DKUUG stod for navneaftalen, hvor vi undgik underdomæner som co.dk, ac.dk og or.dk, - en model der siden bredte sig til de fleste lande i verden.
Vi kommer med udmeldingen fordi dotDK har bedt os om at komme med en støtteudtalelse til dem, og vi har så bedt om at man kunne undgå forhandlerne, hvilket de har afvist. Vores analyse har så ført frem til at vi må komme med denne udmelding. Vi ser også bl.a. af en spørgeundersøgelse på version2.dk at der er udbredt modstand mod at give dotDK administrationen af dk-domænet. Vi kan ikke se den store opbakning i det danske internetsamfund til dotDK, tværtimod ser vi massiv modstand mod det.
Vi opfordrer derfor IT- og Telestyrelsen til at omgøre deres beslutning.
----- DKUUG er en forening omkring Unix, åbne systemer og åbne standarder. DKUUG er stiftet i 1983, og var inddraget i etableringen og driften af det danske internet i den tidligste periode fra 1983 og indtil 1996. DKUUG har været aktiv i over 20 år omkring åben standardisering af UNIX, programmeringssprog, Internet, tegnsæt og støtte til sprog. http://www.dkuug.dk
Kontakt: Næstformand Keld Simonsen keld@dkuug.dk tel 33226543 mobil 22406543.
|
| |
|
Top Nyhed
|
TheCamp.dk Computer sommerlejr 2010
|
|
|